I dag holder hjemmeplejen til på Pleje- og Omsorgscenter Birkegården i Stoholm, hvor der også er en træningssal. Den sal rives ikke ned, men bliver bygget om til kontorer og lokaler for hjemmeplejen og plejecentret. Selve genoptræningen flytter i stedet til Pleje- og Omsorgscenter Sjørup, hvor træningsfaciliteterne genetableres.
Baggrunden er den nye ældrelov, der ændrer måden hjemmeplejen arbejder på med såkaldte borgernære teams. De nuværende lokaler er for trange både til opgaverne og til personalets arbejdsmiljø.
Af de 500.000 kr går cirka 350.000 kr til at genetablere træningssalen i Sjørup, mens resten bruges i Stoholm. Forvaltningen står selv for projekteringen, og selve håndværkerarbejdet sendes i udbud blandt 3 firmaer fra kommunens håndværkerliste.