Hvert år får over 18.000 danskere diagnosen hjernerystelse på en skadestue. De fleste kommer sig af sig selv, men omkring en tredjedel har symptomer i mere end 3 måneder: Hovedpine, svimmelhed, synsproblemer, træthed samt besvær med koncentration og hukommelse.
Hvad forløbet går ud på
Forløbet hedder GAIN (Læs: Videre efter hjernerystelse) og varer 8 uger. Det kombinerer undervisning i grupper med individuel støtte fra kommunale terapeuter og skal hjælpe deltagerne med at forstå og håndtere symptomerne og gradvist genoptage hverdagen.
I studiet deltog 310 voksne mellem 18 og 60 år, som havde haft vedvarende symptomer i 2-4 måneder. De blev sammenlignet med en gruppe, der fik et udvidet tilbud om udredning og rådgivning.
Hvad studiet viste
Ved forløbets afslutning havde deltagerne i forløbet en markant større reduktion i symptomer end sammenligningsgruppen. Forskellen forsvandt dog igen 3 og 12 måneder efter.
- 69 % af deltagerne i forløbet vurderede, at deres generelle helbred var forbedret bagefter.
- Deltagerne fik en bedre forståelse af deres symptomer og håndterede dem bedre i hverdagen.
- De blev mindre bekymrede, når symptomerne midlertidigt blev forværret.
- Den hurtige effekt har stor værdi for mennesker, hvis symptomer griber ind i både arbejdsliv, familieliv og sociale fællesskaber, siger læge og ph.d.-studerende Line Amalie Aarestrup Hellemose.
Hvorfor effekten ikke holdt
Et tidligere studie blandt 15-30-årige fandt en vedvarende effekt både 3 og 12 måneder efter behandlingen. Forskerne peger på flere forskelle: Deltagerne i det nye studie var ældre og havde flere samtidige psykiske og fysiske lidelser, og behandlingen blev leveret af 17 kommunale terapeuter fordelt på 6 behandlingssteder, som kun fik en kort oplæring. I det tidligere studie stod 3 erfarne terapeuter på en specialiseret hospitalsafdeling for forløbet.
For at opnå samme vedvarende effekt kan der ifølge forskerne være behov for mere oplæring af behandlerne og flere behandlingssessioner til de hårdest ramte patienter.
Studiet er finansieret af Sygeforsikringen danmark og Region Midtjylland og er lavet i samarbejde mellem Hammel Neurocenter og Aarhus Universitet.
